Mand sigtet for forsøg på at smugle 5,5 kilo hash ud af landet

dato

I forbindelse med kontrol af en kuffert, der var på vej ud af landet, fandt Toldstyrelsen 5,5 kilo hash. En 19-årig mand er nu sigtet.

Onsdag morgen den 30. september modtog Sydøstjylland Politi en anmeldelse om, at der var fundet euforiserende stoffer i en kuffert i Billund Lufthavn.

 

Anmeldelsen blev indgivet af Toldstyrelsen, som i forbindelse med en bagagekontrol havde fundet en kuffert, der indeholdt hash.

 

Grænsekontrolenheden fra Sydøstjyllands Politi iværksatte derfor en undersøgelse for at finde frem til, hvem der ejede kufferten. En 19-årig mand fra Hillerød blev kort efter anholdt ved gaten i lufthavnen. Han var på vej ud af landet, og han blev sigtet for besiddelse af hash med henblik på videreoverdragelse.

 

Ved en kontrolvejning blev det senere fastslået, at der var 5,5 kilo hash i kufferten.

 

Den 19-årige erkendte forholdet. Det blev efterfølgende vurderet, at der ikke var grundlag for at fremstille ham i grundlovsforhør. Han blev derfor løsladt, men han er fortsat sigtet i sagen.

 

”Sagen er et godt eksempel på det fine samarbejde, der er mellem blandt andet Toldstyrelsen og politiet i blandt andet lufthavnen. Grundet tidspunktet, hvor flyet skulle afgå fra Billund Lufthavn, var det afgørende, at vi hurtigt fik identificeret den mistænkte, hvilket også skete med hjælp fra vores samarbejdspartnere,” siger politikommissær Jonas Nordentoft fra Sydøstjyllands Politi.

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Sydøstjyllands Politi.
Kilde: Sydøstjyllands Politi